Sendefladen

Det indre kalejdoskop kører,

er måske 13 år

dagdrømmer,

og rejser gennem mange forskellige

fortællinger og mulige udkommer.

Tilbage i skolen,

vippede på stolen

og zoomede ud,

mens læreren stod og snakkede,

det var som når lyden bliver skruet ned

på tv,

og jeg fulgte tankesporet.

Blev vækket af et spørgsmål

jeg skulle svare på,

blev helt pinlig,

men dog ikke så pinlig at det ændrede på noget,

til næste gang,

dagdrømmene lokkede med deres sirenesang,

og jeg sejlede atter ud.

”Du er også så mærkelig”,

sagde mine jævnaldrende lejlighedsvis,

når jeg ikke var optaget af det samme som dem,

eller bare havde brug for at komme hjem og hvile hovedet.

Der var hungersnød i Etiopien,

og på tv’et viste de de udmagrede børn og dyr,

jeg kunne ikke rumme det,

og min mor registrerede at jeg var et følsomt gemyt.

Jeg skrev mig det bag øret,

uden at forstå det rigtigt.

HIV og AIDS-angsten erstattede atom-angsten,

arbejdsløsheden buldrede i Danmark,

det var vores sendeflade i Nuuk,

i mine teenageår.

Yuppie-trenden, der spirede op,

sammen med 80’er slogans

som ”Du har ikke en chance,

brug den”

og Vita Andersens

”Hold kæft og vær smuk”.

Så mange idealer og kampe,

kvindefrigølsen og ungdommens frisind,

vi så Eldorado i fjernsynet,

læste Vi unge,

lyttede til Madonna og Michael Jackson,

og mens jeg ræsede igennem

alt stoffet

inde i hovedet,

noterede jeg mig,

at udover det, vi så på tv,

havde vi kampene i Grønland.

Parallelt med de gule klistermærker med

Nej til Atom-kraft,

fulgte folkestemningen i Grønland,

der stemte ”Nej til EF”

som et krav til at stå på egen ret til fiskeriet.

Og den ulige kamp mod Greenpeace og

Brigitte Bardot,

sælfangerne, hvis erhverv blev smadret

på grund af en privilegeret overklasses

misforståede kamp for moder natur.

Greenshit go home!

Det kom som små dryp,

i den danske radioavis i KNR,

jeg forstod ikke nok grønlandsk til at opfange

de grønlandsk-sprogede debatter og dialoger

der blev sendt i radioen,

men jeg forstod,

at verden,

vores verden,

var større end det

der blev vist på tv.

Minedrift var også common knowledge,

min mors barndomsby var Qullissat,

kulminebyen, der blev tvangslukket.

Og jeg nåede at opleve efterspillet

fra Den sorte engel, Maarmorilik,

marmorbruddet i Nordgrønland,

og genkalder mig kirken i Uummannaq

der er bygget af sten.

Det var revitaliserende at se

”Orsugiaq – Grønlands hvide guld”,

min historie, vores historie,

for en gangs skyld vist,

i den sendeflade,

der bragte verdens nyheder,

dengang, i 1980’erne.

Endelig en ligeværdig fremstilling

i Rigsfællesskabet.

En fortælling om vores virkelighed,

den virkelighed jeg voksede op i.

Og det var derfor dobbelt nedslående

at opleve

at den skulle dø

på sendefladen.

Sendefladen er den sande kamp-plads,

der slaget skal stå.

Think local,

go global.