Krænkelsesparathed

Minoritet

er et ord

der dækker over en gruppe mennesker,

som på den ene

eller den anden måde

adskiller sig,

fra majoriteten.

Man skulle snart mene

at majoriteten

udgøres af så mange minoriteter,

at begge ord kunne stryges fra vokabulariet

-              og så alligevel ikke.

Vi fluktuerer mellem fællesskaberne,

nogle gange er nogle af os en minoritet,

den svage,

den svigtede, den krænkede.

Andre gange er nogle af os den kompetente,

den stærke, den duelige.

Vi har alle været den mindste på et tidspunkt.

Da jeg første gang hørte ordet

”Krænkelsesparathed”

mærkede jeg en ukendt fornemmelse

af blandede signaler,

det var som om

jeg på den ene side

kunne mærke en forargelse

over al den evindelige jammer,

man skal høre

fra hvem som helst,

der måtte opfatte sig

som krænket.

Min indre antagonist

spjættede,

og følelsen af harme over

at skulle stå til regnskab for noget,

vækkede denne

– i sig selv, krænkelsesparate,

forargelse i mig.

Og på den anden side

kunne jeg mærke en vrede

over at den der opfandt ordet

kunne besidde en sådan

foragt

for andres følelser,

eller anmærkninger til,

hvordan de bliver behandlet.

Krænkelsesparathed.

Hvis man smager lidt på ordet,

er der en håneret,

en smag – af en sådan – ophøjet,

offensiv selvfedme,

med et stænk af bitterhed.

Og en defensiv aggression

og attitude til omverdenen

der, måske uforvarende,

gnider salt i det åbne sår,

som den formodede krænkelsesparate

må antages at have.

For ellers

ville de vel ikke antyde

at de var krænkede.

Et angreb,

et subtilt angreb,

som underminerer modpartens bidrag

til dialogen

ved at dømme udsagnet ude.

Med et enkelt ord.

Krænkelsesparat.

”Det var jo bare for sjov”,

”det var en anden tid”,

”hold nu op”,

”man skal kunne joke med det”.

Det er et underligt paradoks,

når de bedst stillede

på den måde

tillader sig at desavouere

fremskridtet for de,

der kæmper.

At der ikke findes et rum

for rummelighed,

en åbenhed,

en kærlighed,

en villighed

til forståelse

og accept.

Jeg betragter det,

inklusive det der sker i mig selv,

og tænker,

at det må være følelsesmæssig umodenhed.

At vurdere omgivelserne,

tage bestik af situationen

og de krænkede,

og afvise dem,

med en konstatering af,

at de er

krænkelsesparate.

Det kan ikke være andet.

Og så er det den der bruger det ord,

der er den lille.

Underudviklet.

Majoriteten

har en underudviklet evne

til at indgå i relationer

med minoritetsgrupper

der ønsker at deltage

på lige fod.

Måske er det denne

adfærd

der burde prædikeres:

Majoritets-dovenskab.