Hvammstangi

Da jeg var en ung mor

flyttede min lille familie til Island,

for mig var det

tæt nok på til at

få en snert af Grønland

med den vestnordiske fauna

og den en smule mere arktiske vinter.

Og det var et spændende eventyr

at opleve bondesamfundet i det nordlige Island.

For os som familie var det med drømmen om at etablere os,

uden at skulle ud og forstå boligmarkedet i Storkøbenhavn,

og vi var unge nok til at kaste os ud i nye udfordringer

uden alle de forbehold,

man senere tror, gør en voksen.

Kun en generation skilte min akademiske eks-mand

fra bondeslægtens barske levevilkår.

Salig svigerfar viste os rundt

i barndomslandets fundamenter.

Det var barske tider,

dengang.

Mor og far og 9 børn

i et lille hus,

nærmest midt ude i ingenting,

i bunden af Hörgádalur ligger stadig ruinerne

fra hans barndomshjem.

Vi rejste både før og siden

ofte mellem København og Akureyri.

Når man kører fra Reykjavik til Akureyri

kan man køre langs vestkysten

på landevejen,

med utallige får og heste som tilskuere,

en tur på 4-5 timer.

En af milepælene på vejen

er byen Blönduós,

en lille landsby man som regel blot passerer,

så er man omtrent halvvejs.

Vi fik begge jobs i en lille it-virksomhed,

hvor jeg havde æren af at blive indlemmet i hverdagslivet

i landets næststørste by,

en driftig by med mange handelstiltag,

men dog ikke hovedstad.

Jeg var som udenfor-stående vidne

til vilkårene

for ”lillebror-skæbnen”,

hvordan selvforståelsen er skåret af en sær trang

til i hvert fald ikke at være som ”dem”.

”Solen skinner altid i Akureyri”,

siger de,

som en implicit kommentar til Reykjavik,

der jo ligger ud til kysten,

som Nuuk, i øvrigt,

og hvor vejret tit er mere broget.

For nu ikke at sige dårligt.

Det er som om bevidstheden om

at byens status som nr. 2 gjorde

at der var en indgroet skepsis og kritik

af nr. 1.

Som en måde at sikre sin egen eksistensberettigelse.

En af mine kolleger kom fra Hvammstangi.

Hvammstangi ligger inden man når Blönduós

på køreturen fra syd til nord.

Det var under en samtale med ham, at jeg opdagede

en sær, men universel,

menneskelig,

måske sprogligt rodfæstet?

forsvarsmekanisme.

Samtalen drejede sig om hans ophav,

at han kom fra landet,

og hvordan tilværelsen ser ud der hvor han voksede op,

i Hvammstangi.

Og af vanvare,

fuldstændigt ligesom når islændige siger de skal til ”Köben”

på ferie,

underforstået til København,

selvom de skal til Vordingborg,

kom jeg til at sige fra ”Blönduós”.

Det kom fra hjertet og lynhurtigt,

og med en smule foragt,

nej! Nærmest hvæsede han,

Hvammstangi!

Det må være det, der er grunden til at der findes sport.

Er din klub på den ene side, eller den anden side af åen?

Fra Aalborg eller Odense?

Fra Danmark eller Frankrig?

Blönduós eller Hvammstangi?

Og jeg har mødt det i Norge,

der var det Tysnes eller Os,

i Grønland,

Nuuk eller Nuussuaq,

Østgrønland eller Vestgrønland.

Grønland eller Danmark.

Det er måske det,

der gør det så svært

at være en midtimellem,

en bastard,

en blanding

en Grønlands-dansker.

Det er uden for kategori.

Metaforernes magiske virkning

er sat ude af spil

når man er begge dele,

og der findes ingen anden måde

at tale om det på

og det viser sig i den største krise nogensinde

mellem Danmark og Grønland.

Dem eller os!

Hvem holder du med?

I denne krise

er det den form

der er lagt ned over

og du kan ikke fravige

Dét

er

den gordiske knude