En foruroligende diskrepans

Det er besnærende at hoppe med på

følelsen af uretfærdighed,

at tænke at det er svært at forstå hvilken værdi

en gennemsnitsdansker egentlig ser i Rigsfællesskabet

med Grønland

i øjeblikket,

nu hvor hele verden tilsyneladende agerer i en

vanvittig, ukærlig, uempatisk og

blodtørstig rus.

Men jeg prøver at forstå det i stedet.

Produktet af årtiers forsømmelse af historieformidling

er færdigstøbt,

vi har den fuldkomne splittelse,

de to kulturer clasher

i kampen mellem  

den danske folkesjæls forkærlighed

for perfid ironi

over den indre svinehund,

med en selvkærlig hyldest i ascendanten.

Janteloven med et tvist af oprør

mod janteloven,

der bekriger alt hvad der kan stikke til

danskhedens perfektionistiske tilgang

til ”hygge”.

Kolonihave-folkets joviale formiddagsbajer

hvor vi kan stå sammen

i enig nedladenhed og tilsvining

af fremmedhed

i den sirligt velplejede have.

Modparten er den medgørlige

og autoritetstro grønlandske konfliktskyhed,

og en overlevelsesmekanisme der,

i modsætning til den danske,

griner af sig selv og med sig selv,

og dybt indlejrede ”vi skal jo alle sammen være her”

der bunder i generationers

gensidige forståelse

af at der kun er dit lille samfund.

Uden det

er du udstødt.

Qivittoq. Fjeldgænger.

Og business casen i Rigsfællesskabet er med tiden

blevet udvandet,

bloktilskud har samme betydning

i danske folkemunde,

noget grønlændere skal være taknemmelige for,

og er ikke noget alle amter i Danmark får uddelt.

Mens Danmark har ageret i den store verden

med det helt store kort på hånden;

Arktis på landkortet.

Tranhandel, minedrift, fiskeri.

Forretning.

Generalsekretær i NATO og en af USA’s nærmeste allierede.

Karrierer for entreprenører, akademikere,

lærere, læger og sygeplejersker.

Kolonihavefolkets koloni-forståelse

er blevet glemt, måske fortrængt,

så hvad Grønland har givet forlods,

og tilbage,

er ikke en del af den danske kulturforståelse.

For Jantelovs-tilgangen til Janteloven tilskriver

at ingen skal anfægte den hyggelige, folkelige,

gavmilde, men dog ansvarlige danske onkel

der ved bedre.

For hvis fortællingen bliver,

at Han havde fået noget ud af det

så kommer Fanden og hans pumpestok

og pirker til selvværdet.

Nej, lad os lade det ligge,

nu har vi det jo lige så hyggeligt.

Der er således en foruroligende diskrepans

imellem den danske selvforståelse

og evnen til at begå sig

med sine Rigsfæller.

Den danske folkesjæl

er i denne sammenhæng

dobbelttydig og utilgængelig.

Grønlændere er vant til

at vores potentiale har været syltet

og underlagt Forstanderen

og hans/hendes direktiver,

i gensidig forståelse,

historisk set.

Men som er blevet udvandet

og blevet til

at vi fungerer i et system

hvor samfundet sørger for os,

under til tider kummerlige vilkår,

men systemet er sådan

at man får

medicin udleveret på sygehuset,

gratis,

gratis tandpleje,

en bolig tildelt via jobbet,

nogle en feriefrirejse,

BLOKTILSKUD,

ja.

Pas på hvis noget er gratis,

det har tit en høj pris.

Oprindeligt skulle det medvirke til at

vi kunne blive selvhjulpne,

uddanne os,

igangsætte udviklingen mod

en selvbærende samfund.

Så når grønlænderen begynder at udfordre

verdensbilledet,

så er det både et brud med

den traditionelle grønlandske evne til at indordne sig,

og acceptere,

og hvad kan forstyrre den hyggelige stemning mere,

end at nogen anfægter

netop den hyggelige stemning.

Når tidsåndens respekt

for minoriteter,

at italesættelsen af ”Cultural appropriation” tilskriver

at man ikke gør nar ad andres særkende,

ved fx at male sig sort i hovedet,

eller hoppe rundt og huje som en indianer.

men når det gælder Grønland,

så må man gerne.

Følelsen af uretfærdighed får næsten en til

at mistænke det for at være bevidst,

Gaslighting er,

når nogen tilsidesætter andres følelser,

og en saglig dialog,

og forklejner det,

den forurettede prøver at italesætte.

Det kaldes at tilsidesætte andres dømmekraft,

og overskrive deres ret til at medvirke til at

forme virkeligheden.

Ja. Der er en foruroligende diskrepans

mellem de to verdensbilleder,

den grønlandske og den danske.

Og den danske selvforståelse

og den danske evne til at agere med sine allernærmeste.

Er det utopi at nå frem til en overensstemmelse?