Magtesløshed III

I det dysfunktionelle forhold er der en uskreven overensstemmelse mellem parterne, der sikrer dynamikken mellem dem.

I bogen Kvinder der elsker for meget skriver Robin Norwood, at kvinder (oftest) der mistrives i et forhold til (oftest) en mand, gennem sin opvækst har lært at spille en rolle der vedligeholder denne mistrivsel.

Hvis vi prøver at overføre drama-trekanten til Grønland-Danmark, er rollesætningen sådan, at Danmark er karikeret som en krænker, og Grønland offeret i en unuanceret myte-fortælling om at koloni-magten begik og begår overgreb på kolonien.

I skismaet Grønland-Danmark eksploderer retorikken i den nuværende højspændte krise, hvor Trump har sat alle konventioner til side, og vi nu er i en situation, hvor ”krænkeren” (Danmark) selv bliver krænket. Ja, hele Europa, Nato, og den vestlige verdens orden bliver udsat for et trussels-billede fra en allieret, en trussel vi aldrig har oplevet før.

Norwoods budskab til kvinder i det dysfunktionelle forhold er at de skal se på deres egen andel i dynamikken i det dysfunktionelle forhold. De skal forstå hvorfor de er indlemmet i dynamikken, og hvordan de kan handle anderledes for at skabe en sundere tilværelse, hvor de kan indgå i mere ligeværdige forhold.

Når forholdet bliver smertefuldt nok opsøger hun hjælp, og er motiveret til at ændre de ting hun selv har indflydelse på.

--------

Mon vores bund er nået nu?

Mens Fencker og Boassen render Trumps ærinde som nyttige idioter og stiller op til fotos i Det hvide hus (hvor det dog udstiller umodenhed i en grad så det er pinligt), ligger danske og grønlandske debattører i hver sin skyttegrav og langer svinere over Facebook-opslag og indlæg:  og retorikken efterhånden er tyndslidt;

”De skulle være taknemmelige over bloktiskuddet”, og ”De kan jo ikke klare sig selv” eller ”Danmark skal sige undskyld for spiral-sagen” eller ”Danmark er ingenting uden Arktis”.

Ingen er hævet over andre i denne mudderkastning, begge parter er leveringsdygtige i nedladende og ensidige ytringer.

-------

Midt imellem står et par generationer der ikke har nogen stemme.

Vi har ikke formået at skabe en kulturel, historisk eller fælles-national fortælling om alt det der er imellem Grønland og Danmark.

Den store Knud, Kununnguaq, Knud Rasmussen, er det sidste store menneske der kunne samle os i en fælles fortælling om Grønland.

Kong Frederik sætter også en dagsorden omkring Grønland.

Men vi mangler alle de små fortællinger, kærlighedshistorierne mellem de grønlandske og danske kvinder og mænd, der har rejst frem og tilbage, fået børn med hinanden, grønlændere der har uddannet sig i Danmark, unge danskere der fået deres første akademiske jobs .

Jeg selv er fuldblods bastard; blandet af Osted/Vesterbro og Qullissat/Upernavik og blevet en der magtesløst ser på, mens ”mor og far skændes”.

-----

I denne sag er der ingen voksne, Trump lykkes med at skabe splid fordi vi ikke har formået at samles om hvad vi rent faktisk kan sammen.

Norwoods budskab til de der ønsker at skabe en anden fortælling er, først at fremmest, at forstå sin magtesløshed. Forstå hvad dynamikken er. Hvad er vores egen andel i den?