Magtesløshed II - Trumps ærinde

Den nuværende situation, hvor Trump har udstillet det dysfunktionelle forhold mellem Grønland og Danmark, er en forestilling hvor drama-trekanten krænker-offer-redder har fået et absurd tvist.

Trump & co. spiller på den danske arrogance og den grønlandske indignation, men helt uventet er der skabt momentum for at få bragt alvorlige temaer op til en tiltrængt debat.

Pludselig får grønlandske kvinder der har sagsøgt den danske stat taletid i den bedste sendetid for at få aflad for den voldsomme krænkelse. TV2 har et tema hvor Grønlandske temaer tages seriøst og interviewer udenrigsministeren om hvorfor Danmark ikke kan sige undskyld. Og statsministeren har sagt det: Vi behandler ikke grønlændere ordentligt, vi er racister.

Forældrekompetence-testen er taget af, så den ikke længere skal være udslagsgivende for om børn af grønlandske mødre skal tvangsfjernes, hvilket var utænkeligt for bare få dage siden.

Hvad skete der?

Som barnet i Kejserens nye klæder kommer han og siger; De er jo racister. Grønlænderne bliver ikke taget alvorligt. Det er ikke Danmark vi vil have, dem der har potentialet, det er Grønland. Og med et fingerknips har han rykket magtbalancen, så dramatrekanten hopper og gynger så det basker.

Uagtet at der ikke går røg af en brand uden ild, ja, vi har vore udfordringer som alle andre samfund, men det er en lettelse omsider at blive taget alvorligt. At føle, at stigmaet omkring Grønland sættes til side, og vi kan snakke om det åbenlyse, at der er alvorlige problemer i forholdet mellem Grønland og Danmark.

Myten om bloktilskuddet lever i bedste velgående, og ingen har haft den samme nidkære vogter-rolle over cost-benefit omkring det, som dem der fx udregner på kroner og ører hvad det ville indbringe staten at sløjfe Store bededag. Hvor er egentlig udregningerne på hvad Danmark får ud af det forkætrede bloktilskud? Hvor er den grønlandske politiske stemme der slår i bordet og forlanger at få det regnestykke sat op, så vi en gang for alle gang få den allestedsnærværende splint i den danske selvforståelse ud – at grønlændere bare skal være taknemmelige. ”Tænk engang, de får jo 4 milliarder i bloktilskud, 5,5 inkl. Forsvarsbudget”. Den er stensikker i enhver samtale, ethvert kommentarspor på Facebook og enhver politisk analyser.

Vorherre bevares.

Hvad skal Danmark være taknemmelige over? Hvad er  Danmarks udbytte af det? Måske skulle man skrinlægge betegnelsen bloktilskud, og behandle det som det, det der. Udenfor kategori ift. bloktilskud i øvrigt i det danske samfund.

Og nej. Dramatrekanten kan ikke bringes til ro. Vi kan ikke gå tilbage til vores vante magtudøver/underkuet- og belærer/uvidende-roller. Men det er godt at se vores magtesløshed i øjnene, og kun herfra kan vi arbejde videre med at få klinket skårene. Det kræver en selvransagelse og en håndsrækning der skal komme fra alle sider.

For hvordan skal vi tackle den rigtige fjende her, som hverken er Danmark, eller Grønlands insisteren på egen suverænitet, men den nye verdensorden og Putin. Er Trumps ærinde noget vi har overset; at stabilisere det vestlige forsvar?

Hvorfor er han sådan?

Hvad er det han vil?