Magtesløshed I

Det var da jeg blev mindet om Hans Hedtofts forlis, jeg så den lige linje.

Den 30. Januar 2024, 65 år efter skibskatastrofen, hvor 95 mennesker døde i Danmarks og Grønlands største fælles tragedie.

Følelsen af afmagt, af en knugende sorg, så intens og levende, at jeg føler tragedien nærværende, selvom jeg ikke selv har mistede nære familiemedlemmer. Men det har min egen generation, mine venner og min familie længere ude på stamtræet. Afmagten har overlevet gennem generationernes skæbner. Tanken om den rædselsvækkende erkendelse, at det blot var et spørgsmål om tid, før de ville blive opslugt af det iskolde hav er forfærdende og grusom.

Og denne følelse udspiller sig i mit liv, vore liv, dagligt, eller ofte. Som skadedyr, der kryber rundt og aldrig er til at slippe af med.

Jeg får en følelse af magtesløshed når jeg igen ser, at jeg ikke formår at gøre det tydeligt, hvad jeg har på hjerte.

Jeg har ofte spurgt ud i universet, hvorfor mig?

Men jeg kender godt svaret.

Jeg kan mærke historiens vingesus og det var som at se mig i spejlet, da jeg mærkede afmægtigheden ved årsdagen for forliset. Genkendelsen af afmagt og magtesløshed.

Min følelsesmæssige arv fra historien støjer i baggrunden, det er som om vore forhistoriske slægtninge vil have os til at tage næste skridt i karma-hjulet og forløse denne magtesløshed til tilgivelse.