Immaqa

Immaqa.

Tålmodighed.

Sådan husker jeg 

min barndom.

Tålmodighed så dyb

som fjordene,

så klippefast som fjeldene

der altid står som kulisser i horisonten

uanset hvor du er

og så skarp som luften

på en frostklar vinterdag

så ren som vandet 

der løber i elvene

Tålmodighed, 

forankret i evighedens sandhed

-        immaqa, måske.

Kommer der fly?

Immaqa, måske

vi får at se,

et let træk på skuldrene

og et smil med en lille smule hævede øjenbryn.

Vi må se.

Så rodfæstet i mit folk,

i min mor,

i mig,

går i et,

med naturens åndedrag.

Som i jagten,

vent,

tålmodigt, 

til du ser dyret.

Tålmodighed, 

forædlet i handling 

og praksis 

gennem generationer,

vær helt stille.

Klar, med riflen.

Ånder, 

i takt med dyret.

Indtil – Bang!

Held i jagten,

det bliver godt 

at fylde fryseren

til den lange vinter.

Tålmodighed

og stilhed,

ikke at forveksle med tavshed.

Åh, minderne

om tobak 

og stærk, sort kaffe

mens vi venter,

med et kortspil,

7-kabale,

8-kabale,

eller Olsen.

Det er,

som jeg ser ind i evighedens mysterium

i blikket,

immaqa.

Ikke min,

men din vilje ske,

evighed.