Hjemme

Hvorfor lærte du mig ikke at tale grønlandsk?

Min mor smilede sit tindrende smil,

tavshed.

Hun svarede med sin mimik og stilhed,

let løftede øjenbryn,

sammen med smilet.

Nu spørger du igen

om fjollede ting,

tænkte jeg der blev udtrykt i hendes ansigts bevægelser.

Først mange år senere

forstod jeg.

Forstanderinden havde sagt

at hun skulle være ung pige i huset,

hun skulle lære at tale dansk, tænke som danskere,

uddanne sig

det blev hos en dansk teolog.

Hun ville være sygeplejerske.

Hun blev gravid

med en dansker,

min far,

og skulle føde

3 uger før sin sygeplejerske-eksamen.

Han rejste med hende og mig hjem til Grønland.

Det blev bare sådan.

Måske var det bare nemmest

og måske skulle jeg slippe for at skulle ned og

lære at snakke dansk

for at kunne få en uddannelse.

Jeg voksede op under polarhimlen.

Havis om vinteren,

nordlys,

sne så højt, at det nåede helt hen over

hønsehegnet til skolegården.

Piteraq,

midnatssol,

luft så knitrende sprød

og når dagslyset vendte tilbage

satte sollyset en vinterdag

et aftryk

af lykke

jeg atter oplever på en snedækket frostklar solskinsdag

lys!

Dansk klasse,

danske lærere,

dansk radioavis,

dansk forælder

dansk derhjemme.

Og så var der os

og vores hverdag,

blandet med det grønlandske lydtapet

i radioen,

på skolegangene,

i butikken.

Der var aldrig nogen der talte grønlandsk til mig

undtaget i grønlandsk-timerne.

Udsendte danske

forældre til

mine legekammerater.

De snakkede om ”hjemme i Danmark”.

Jeg følte en undren

og en misundelse over,

at have noget ”hjemme”.

Gad vide hvad

vores by

så var.

En dag rejste de væk.

Suaasat, sælsuppe

med grødris, kartofler, løg,

spæk og tørret fisk,

i skønsom blanding

med Laura Ingalls-bøgerne

fra biblioteket

og Læs og forstå

Og rejs hjem!

Dumme dansker,

tiaavulu, toornaarsuk.

Tegneserierne, de lange timer på biblioteket

Tintin,

Lucky Luke

og Garfield, blandt andet.

Kununguak.

Lugten af skibsolie,

de taktfaste slag

fra motoren.

Det tog et døgn at sejle

med kystpassagerskibet

fra Uummannaq til Upernavik,

dengang vi flyttede.

Fars hundeslæde-spand

på skibsdækket.

Og sortebær.

Rationering på

alkohol, point-system

og immiaq.

Jeg kan lugten

af hjemmebrændt sprut.

Vi snakkede ikke grønlandsk

altså sproget.

Og alt det snakkede vi heller ikke rigtigt om.

Det var bare hverdag.

Vores hverdag.

Nej, vi snakkede vel

ikke om så meget.