Halvt menneske

Havis og mørke vintre,

duften af slædehunde,

på en solskinsdag om vinteren,

fylder min barndom

sammen med minderne

om tomme hylder

før skibet kommer.

Fik en appelsin engang

af en rejsende,

det var vinter,

husker det som det var eksotisk

og en stor luksus

 og mors vindruer i fryseren

“til når det er jul”.

Men vi havde suaasat,

suppe med ris og kød

ræklinger, tørret torsk med spæk,

smagen af lykke.

Frosne yoghurt i bæger

de skal skubbes op og vendes om,

og tilbage i bægeret og spises sådan.

Frisk mælk var den langtidsholdbare

og den langtidsholdbare var pulvermælk der skulle piskes med vand.

Med far ude at sejle,

pilkede fisk

i de uendelige fjorde,

lyngklædte fjelde

pletter med sne

frisk vand fra elvene

solens glimt i havet

og duften af brændstof

fra motoren.

Aataa spiste sæløjne

og i den friskfangede sæls pels

pilede kumak’er rundt

aanaa og aataa grinede

jeg var skræmt

ad, lus.

Insekter var det mest skræmmende,

du kan kende en grønlænder på

at vi løber skrigende rundt

ved synes af en bi eller hveps

på rejser til Danmark.

Skibskiks,

te med masser af sukker

biblioteket, mit andet hjem,

jeg har læst alle tegneserierne.

Ammassat i forsommeren,

den ypperste delikatesse

sortebær, med sukker og mælk,

knaser og fylder mig op med mit land.

Kalaaliuit? Spørger nogle af og til,

kunne have løftet øjenbrynene til “ja”,

men svarede “affaq”.

Kun halvt grønlænder,

min far er dansker.

Ved ikke hvorfor

samtalen stoppede.

Det virker ejendommeligt,

men det var som om vi ikke kunne finde

fælles fodfæste i at gelejde mig ind i det grønlandske sprog

derefter.

I mit sproglige univers

spørger jeg mig selv,

er jeg halvt menneske

i mit land?