Evolution

Der var nogen, der fandt på.

Alt muligt forskelligt.

Ud af evolutionen

blev det – måske meget naturligt

en ny idé,

rejs ud, og uddan jer,

så vi kan bygge vores land op.

Mine aner rejste sig

fra briksen,

fra de små, kulørte træhuse,

med udsigt over havet.

Fra den trannede lugt,

fra når sælsuppen har kogt,

fra latteren,

og de subtile ansigtsbevægelser,

der udtrykker et helt univers

af meddelelser.

De tog på realskolen,

lærte om Rock’n roll,

mode,

mødte kærester,

udholdt de mørke, våde vintre

og nød foråret i maj.

Kom på en uddannelse,

og bestod.

Og tog de børn, der kom til,

og måske også forælderen til dem,

med sig hjem.

Det er de genfærd,

mine knogler huser.

Og nu er der al den krænkelse,

vi skal rydde op i.

Kolonialisme,

decolonize.

Statuer mig her, og statuer mig der.

Jeg mangler alle mellemregningerne,

alle fortællingerne om alt det,

mit folk har gennemlevet

og alt det vi også er.

Alle os, der også er her,

os, der altid skal høre for,

at vi da ikke ligner en grønlænder

som ikke sidder på en bænk ved Sundholmsvej

og drikker bajere

og ligner rigtige grønlændere.

Os, der offentligt skal bekende

at vi har alkoholisme i familien,

i modsætning til resten af verden,

hvor den slags er anonymt,

og skal have den evindelige snak

om fulde grønlændere,

samtidig med at Danmark

har det højeste alkoholforbrug i verden.

Det snakker vi aldrig om

med danskerne.

Os, der ikke kan købe sælkød

i Danmark

fordi man højst på sende 5 kg

og man skal angive præcis hvilket dyr,

kødet i pakken er fra

og som ikke kan købe det nogen steder,

fordi man ikke må have en

fortjeneste på salg af fangst fra havet.

Os, der har vores egen underverden

og metoder til at få fat i noget spæk

og noget mattak,

en rensdyrsteg

eller lyngrøget hellefisk

og som går med smykker,

udformet i ben og sat i en halskæde af sort læderbånd.

Os, der går i Tivoli 1. august,

for at møde nogen hjemmefra

og tager på Skarven,

som godt nok er færøsk,

men det er tæt nok på

en følelse af hjemme.

Os, der også skulle rejse ud

væk fra den endeløse horisont

og det allestedsnærværende hav 

bo på kollegium

vænne os til at danskerne snakker så meget

og snakke om bloktilskud

og høre på om vi var grønlænderstive i weekenden

os, som døjede frygteligt med hjemve,

især om vinteren,

men som måske fik et brev hjemmefra

eller en pakke

og kom hjem på den årlige hjemrejse,

vi fik betalt

og ikke skulle tro at vi var noget,

bare fordi vi havde lært noget i skolen,

som vi gerne ville vise.

Os, der ikke har lært at tale om følelser

fordi vi kommer fra et folk,

hvor vi skal kunne være der alle sammen

fordi vi ikke kan komme væk,

medmindre vi kan komme afsted med fly eller helikopter

en båd, eller måske en hundeslæde,

og måske derfor har en rekordhøj

selvmordsrate

fordi vi ikke har et sprog for,

at vi er belastede

der er så meget

vi skal kunne

og så meget vi skal være

og ikke være.

Os, hvis forfædre, mødre og fædre

gjorde som der blev sagt

og kom hjem

og skulle bygge landet op

og som havde en urokkelig autoritetstro,

fordi forstanderen havde ret til at udpege

hvor de skulle gøre tjeneste

som sygeplejersker, lærere, kontorarbejdere

og som havde hele Grønland som arbejdsplads,

fordi de blev sendt hid og did

4000 km fra syd til nord

med Danmark som det ophøjede,

det tilstræbelsesværdige,

den ultimative autoritet

og det gode eksempel,

og hvor bestyreren var bestemmeren

dem som modtog danske udsendte

og sendte dem væk igen,

altså undtaget dem,

der valgte at blive.

Os, der ikke er danskere,

men som er en del af rigsfællesskabet,

og som heldigvis har Kong Frederik

og hans kærlighed

til os og vores kultur,

og som vi elsker tilbage,

fordi han forstår os.

Os som skulle huske at få en bopælsattest med

så vi kunne købe sprut og smøger

i flyveren

fordi det er så dyrt derhjemme

og som skulle mellemlande i Kangerlussuaq

og det var altid spændende

om man skulle vente 2 eller 6 timer

i lufthavnsterminalen

og som indsnusede den friske, sprøde, klare luft,

sammen med lugten af brændstof fra flyet

Mig, der også rejste ud

og aldrig rejste hjem igen

og ikke gjorde som der blev sagt,

altså rejste hjem,

men som blev gift og fik børn i Danmark

og som er i et limbo

af opgøret med overherrementaliteten

og den nedarvede tillid til autoriteterne

og dobbelthadet

fra den grønlandske oprørsbevægelse

der har brug for at krænge alt hvad der er dansk af sig,

og så den danske surhed

over at Aki-Matilda fx absolut skulle snakke grønlandsk fra talerstolen i Folketinget

Det limbo føles som at blive kværnet langsomt

eller måske som når en vaskeklud bliver vredet op.

Jeg kan ikke finde min plads

i alt det had.